Hawai’i
Af Aase Thomassen
Naturens mesterværk
Med bogen om Hawai’i har jeg forsøgt at give et indblik i Hawai’i øernes historie samt beskrive nogle af de oplevelser, der venter på de smukke øer i Stillehavet.
For mig var mødet med Hawai’i en så stærk oplevelse, at jeg måtte tilbage og opleve det alt sammen flere gange. Belønningen var et indblik i øernes oprindelse, befolkningens mangfoldighed og livsstil samt en dyb respekt for de voldsomme naturkræfter, der har formet og stadig former øerne.
Kameraet har hver gang været en vigtig del af bagagen, for kun i billeder er det muligt at beskrive naturen i det kontrastfyldte ørige. Oplevelserne venter overalt på øerne. Bogen beskriver nogle af de steder, det vil være oplagt at besøge på en rejse til de fire øer, Hawai’i Big Island, Oahu, Maui og Kaua’i.
Hawaii eller Hawai’i?
De lokale er ikke i tvivl. En ældre hawaiiansk kvinde opfordrede mig til at være tro mod den oprindelige stavemåde Hawai’i. Jeg har fulgt hendes opfordring. Alt for meget af det oprindelige er gået tabt.
Det er langt fra kun navne, der har lidt skade under fremmed påvirkning. Udenlandsk indflydelse har på mange områder været respektløse overfor hawaiianerne og deres kultur og livsstil. Ikke nok med at lokalbefolkningen bukkede under overfor de sygdomme, europæerne bragte med sig. Også planter, som kun voksede på Hawai’i, blev rykket op for at gøre plads for de fremmedes afgrøder, og med missionærernes ankomst blev både hula og surf forbudt, selvom det var en vigtig del af livsstilen på Hawai’i.
I de senere år er der kommet fokus på det, der blev trådt under fode, da fremmed indflydelse kom til øerne. Der dyrkes igen surf og hula, og frivillige gør en stor indsats for at værne om øernes truede planter.
Materialevurdering:
Kort om bogen
En passioneret beskrivelse af øriget Hawai’i og dets befolkning. Bogen kan læses af alle med interesse for Hawai’i.
Beskrivelse
Et besøg på Hawai’i satte en passion i gang hos forfatteren, der nu har besøgt øriget flere gange. Hun beretter om øernes opståen, den første indvandring fra Polynesien og det senere kultursammenstød, da ny indvandring fandt sted. Der er en rundtur i ørigets storslåede natur, pulserende byliv, surfernes paradis, angrebet på Pearl Harbor og historiske steder. Aase Thomassen beskriver de forskellige øers særlige kendetegn, og overordnet fortæller hun om den generelle kultur og befolkningen i øriget. Bogen indeholder mange fotos, der understøtter teksten.
Vurdering
En rigtig fin bog, der giver et godt indblik i Hawai’is kultur- og naturlov. Der er fra forfatterns side en tidlig passion for øriget, og hun formår at komme godt omkring emnet. Bogen er ikke ment som en rejseguide, men er i følge forfatteren selv et redskab til at opnå baggrundsviden om øriget.
Materialet er vurderet af: Louise Urban Andersen
På besøg i “Welcome to my World” studiet for at fortælle om bogen og rejserne til Hawai’i.