Vi klarede den Karen

Af Aase Thomassen

Erindringer fra Djursland og Mariager egnen

Hovedpersonerne i bogen er Karen og Jens Vase. Gennem bogen hører vi om Karens oplevelser hos bedsteforældrene i Studstrup og om hendes og kammeraternes skolegang, pligter og leg. Hun beretter om Skødstrup skole, om egnen og dens beboere og om sin fars evige søgen efter noget større. Da familien flyttede til Skrødstrup ved Mariager, fik det store konsekvenser for Karen.
Jens Vase blev født i Vasehuset ved Kærbybro og flyttede senere til Hem.  Gennem ham hører vi om datidens skolevæsen, soldatertid, handler, håndværk m.m. I modsætning til sin far overlevede Jens den smitsomme spanske syge. I 1923 blev han gift med Karen, og de overtog gården i Hem. Deres liv ændredes dramatisk, da de erfarede, at gården var forgældet. De fik brug for al deres optimisme og gåpåmod.

Bogen er et tidsbillede og et stykke egns historie, for den er baseret på båndoptagelser med Karen og Jens Vase, som begge fortæller om datidens skik og brug, sammenhold og savn, muligheder og begrænsninger, frygt og glæde.

Baggrunden for bogen

Gentagne gange har jeg bedt mine bedsteforældre, Karen og Jens Vase fortælle om deres liv.  Da jeg ikke kunne bære tanken om, at disse fortællinger skulle gå tabt, begyndte en lang proces med at optage vore samtaler på bånd. Siden har jeg ofte siddet og lyttet til deres stemmer. En dag gik det op for mig, at jeg burde dele beretningerne med andre, og det var baggrunden for, at bogen ”Vi klarede den Karen” blev skrevet. Som arbejdet skred frem begyndte jeg at rejse rundt og opspore gamle billeder. Det blev til mange kopper kaffe og en skat af gamle billeder.

ARKIVER

De oplysninger, der er kommet frem gennem interviews, har jeg forsøgt at få bekræftet på arkiver. Her kommer min interessen for slægtsforskning mig til gode.

På  arkivet i Salt Lake City fandt jeg oplysninger om min tipoldemor.

Jensine og Søren Vase med børnene Jens, Anna og Sørine.

Nielsine og Jens Peter Jensen, Aastrup.

Familien Vase, Edderup